Ed Whitlock

Mange gange når jeg sidder til middage eller fester falder snakken på sport, jeg prøver så vidt muligt ikke selv at begynde at snakke om det og holde mig fra stemplet -”han snakker kun om sport”.

Men når den nu er igang den snak der, så får talt om både dit og dat. Og slutter mange gange hvis jeg snakker med folk over 45-50 år med et “ja men jeg er sgu også blevet for gammel til at prøve noget af det”. Så kan jeg nu præsentere dem for en af mine nye helte Ed Whitlock på billedet her, han er 80 år gammel og har lige løbet en marathon.

Fauja Singh

Nå ja det er ikke noget siger du måske, Fauja Singh er 100 år gammel og har lige løbet en marathon og dermed blevet den ældste nogensinde til at gøre det.

Der er bare den forskel at Ed Whitlock gjorde det i, og hold nu fast 3 timer 15 minutter 54 sekunder. Det er altså hurtigt, faktisk 4.38min/km eller 12,9 km/t.

Der florerer en historie om at Fauja Singh lige har tweetet Ed Whitlock en besked hvor der står, “enjoy it while you’re young”.

Det er konkurrencetid, og man skal være tynd længere er den ikke… jeg mangler lige at smide et par kilo mere så er vægten i hus til det her stævne.

Hvert år har jeg haft en plan om lige så stille gå ned i vægt over en længere periode… NOT, det virker bare ikke for mig.

Man når til et sted hvor man kan se, at nu skal der altså ske noget ellers skal man til at have flere bar i dækkene og Fusion skal til at have stærkere syninger. Og så smider man et kilo om ugen BUM, ikke så meget pjat, 4 kilo 1 måned jatak.

Så tager man det hele på igen 45 minutter efter sit stævne, og taber det igen 47 minutter efter stævnet når det ligger spredt ud over Macdonalds gulv men det er en anden historie.

Jeg har nogen dage under slankekure hvor jeg ikke helt kan få benene til at makke ret, især under cykling. De er bare trætte, det er jeg nu nok også under løb, men det bliver fint udlignet af ens vægttab, så jeg havde ingen problemer under dagens 21,5km i kanon solskin. Efterfulgt at 30 skarpe minutter på stranden med Lola & Frede, Samsø’s tagteam #1.

Glæder mig dog alligevel til at komme på Macdonalds…

Nogen gange har man et træningspas der får savet en ordentligt over, det er aldrig sådan heeelt behageligt. Der er sikkert mange af jer der kender situationen hvor man kommer hjem ligger i fosterstilling mens man patter på sin drikkedunk som om den var fyldt med øl.

Jeg har lige haft sådan en tur den anden dag, og man har desværre en tendens til at glemme og analysere lidt på hvad der egentlig gik galt. For det er i orden at blive presset virkelig meget på et træningspas, men man skal jo ikke slagtes. Altså bliver man presset på sin fysik og udholdenhed, eller føler man at man bliver presset på sin generelle eksistens.

I mine tilfælde er der som regel to faktorer der spiller ind.

Søvn, hvis du ikke er udhvilet er der en reel chance for at du ikke får det optimale ud af din træning. Træning er jo ikke bare at gennemføre sin træning, men i ligeså høj grad at sørge for at man møder velforberedt frem.

Energiindtag, Under træning har jeg en tendens til at glemme at indtage min energi. “Det er jo ikke konkurrence” og “gud hvor jeg nyder det” er berømte sidste sætninger på mine ture i fosterstilling…

Og som altid slutter jeg af med som nu at sige, det er fandme sidste gang det sker….! mmmmmkay